»Antidemokrater fører ikke valgkamp for os«

Kulturkampen mellem højre- og venstrefløj har fået endnu en tur i diskussionsmøllen, efter at Rasmus Jarlov, nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation, i en blog på politiken.dk beskylder Enhedslisten for at være et farligt og ekstremistisk parti.

Det sker kort tid efter, at Konservative Studenter i Århus har holdt et debatmøde med den konservative ideolog og Cepos-forsker David Gress, hvor han forsvarer den spanske diktator Francisco Francos indsats i den spanske borgerkrig.

Men Rasmus Jarlov ønsker ikke at diskutere udemokratiske traditioner inden for konservatismen

– Det er hændelser, der daterer sig 70-80 år tilbage, ikke en del af konservativ politik i dag, siger han til Modkraft, da han bliver spurgt, om det ikke er mere relevant for konservative at diskutere egne udemokratiske traditioner end politiske modstanderes.

Du mener ikke, at det er et demokratisk problem i konservatismen, at dit parti udspringer af Højre, der var imod parlamentarismen, og at det var konservative partier i Tyskland, der bragte Hitler til magten?

– Jo, hvis man er historiker. Det er jeg ikke. Jeg er politiker. Og nu gider jeg ikke bruge mere tid på den her diskussion.

Jamen, det må jeg jo så citere dig for.

– Hvad skal det bruges til?

En artikel om, at du beskylder Enhedslisten for ekstremisme samtidig med at Konservative Studenter i Århus holder debatmøde om den demokratiske legitimitet af Francos kupforsøg og diktatur i Spanien.

– Det kan ikke sammenlignes.  Jeg kalder Enhedslisten ekstremistisk med henvisning til deres aktuelle politik og principprogram.

Du beskylder Enhedslisten for at være kommunister, men Enhedslisten tager i sit principprogram eksplicit afstand til østlandenes såkaldte socialisme.

– Det gør principprogrammet nok. Men der er kræfter i Enhedslistens bagland, der er erklærede kommunister og Stalin-dyrkere.

Siger du, at Enhedslisten er Stalin-tilhængere?

– Nej, jeg siger, at Kommunistisk Parti, der fører valgkamp for Enhedslisten, har portrætter af Stalin hængende på deres kontorer.

Du kan vel ikke klandre Enhedslisten for, hvad eventuelle støtter har hængende på deres vægge?

- Jo, for Kommunistisk Parti er en del af Enhedslistens bagland, der har hjulpet partiet med at sætte plakater op mv.

Er det ikke en bagvendt måde at argumentere på? Selv om massemorderen Breivik i Norge har rost Dansk Folkeparti og VKO's asylpolitik, kan man vel ikke gøre VKO ansvarlig for hans racisme?

– Breivik har ikke ført kampagne for den tidligere regering.

Han har rost VKO's asyl- og indvandringspolitik!

– Han har aldrig været i nærheden af hverken V, K eller O. Ingen antidemokrater får lov at komme i nærheden af en valgkamp for Det konservative Folkeparti.

David Gress har for nylig forsvaret Francos kupforsøg og nedslagtning af republikken på et møde hos Konservative Studenter i Århus - er det ikke en åbning mod udemokratisk tendenser?

– Nej, det er en diskussion om nuancer i vurderingen af historiske begivenheder. Ikke aktuel politik. Der er ingen udemokratiske elementer, der får lov at føre politik for Konservative, siger Rasmus Jarlov.

Læs Rasmus Jarlovs blog: »Kommunisterne med de afgørnde mandater« hos politiken.dk

Læs også Modkraft-artiklen »DR-chef forsvarer højrefløjsdiktatur«

Læs også artiklen »Brian Mikkelsen om apartheid: 'fredelig harmoni« på Modkraft.dk

Konservative Studenter: Ingen udemokratisk dagsorden

Formanden for Konservative Studenter i Århus, Emil Melchior Mikkelsen, siger til Modkraft, at organisationen ikke er ude i noget forsvar for udemokratiske metoder. Han forklarer, at mødet med David Gress skyldes debativer:

– Vi kan godt lide at holde møder med holdninger, der normalt ikke kommer frem i den offentlige debat. David Gress havde fremsat nogle teser, som man godt kan kalde noget provokerende, siger han.

Udemokratiske tendenser bliver normalt tillagt venstrefløjen pga. forholdet til østblokken, men konservatismen har vel også nogle demokratiske lig i lasten?

– Det kan man godt sige, hvis man maler konservatisme op med en bred pensel - på samme måde som venstrefløj er et meget bredt begreb, siger han.

Emil Melchior Mikkelsen indrømmer, at det var problematisk, at Konservativ Ungdom i 1930'erne gik strækmarch og hyldede diktaturerne i Italien og Tyskland, men han mener ikke, at debatten med David Gress havde en underlæggende udemokratisk dagsorden.

– Vi vil ikke legitimere fascisme, slet ikke. Det er overhovedet ikke vores ærinde, siger han.

»Spansk borgerkrig ikke kamp mellem demokrater og fascister«

David Gress, der er medstifter og forsker ved den liberal-konservative tænketank Cepos, er i gang med at skrive en bog om den spanske borgerkrig, der blev indledt med et kupforsøg mod en demokratisk valgt republikansk regering i juni 1936.

I løbet af borgerkrigen døde flere hundrede tusind mennesker. Davis Gress nævner tallet 300.000, mens andre har opgjort tallet til 500.000, heraf over 200.000 af sult og sygdom.

På begge sider af fronten var der under borgerkrigen omfattende henrettelser - historikeren Antony  Beevor har opgjort antallet af ofre for den hvide terror til 200.000 og for den røde til knap 40.000.

Efter republikkens fald henrettede Francos tropper mindst 25.000 fanger (et tal, David Gress anerkender, visse historikere anslår antallet til mindst 130.000), mens flere hundrede tusind blev sendt i tvangsarbejde med blandt andet at bygge jernbaner, udtørre sumpe og kanalgravning. Flere hundrede tusind flygtede desuden ud af landet. 

David Gress vil i sin bog argumentere for, at Francos kupforsøg og udløsningen af borgerkrigen i Spanien i 1936 skyldtes, at den demokratisk valgte regering var ved at indføre et »socialistisk diktatur«.

»Militæroprøret i juli var ikke rettet mod et fungerende demokrati, men mod det kaos og borgerkrigsagtige tilstande, som Folkefrontsregeringen intet gjorde for at hindre og meget for at fremkalde«, skriver han i en kronik. Franco var derfor ifølge Gress ikke fascist, men konservativ katolik og især spansk patriot.

»Borgerkrigen var ikke en kamp mellem demokrater og fascister, men mellem tilhængere af mindst tre uforenelige forestillinger om Spanien: Folkefrontens, der var inspireret af Sovjetunionen; anarkisternes, som krævede en spontan folkekommunisme uden statsmagt; monarkisternes og katolikkernes,  der ønskede et hierarkisk standssamfund. Resultatet var ingen af delene, men Francos diktatur, som mundede ud i det demokrati, der opstod efter hans død«, skriver Gress.

Kan man ikke kalde din holdning reduktionistisk, når du ser den republikanske regering som en utvetydig forlængelse af kommunisterne?

– Man kan ikke komme nuanceret rundt om alle problemstillinger i en kronik. Truslen mod demokratiet kom fra starten ikke fra kommunisterne, men fra anarkister og venstreradikale. Kommunisterne voksede sig først stærke under borgerkrigen, siger David Gress til Modkraft.

– Der er ikke tvivl om, at Franco opbyggede et antikommunistisk skræmmebillede, som han brugte mod regeringen. Men der var en tilsvarende opbygning af skræmmebilleder mod fascismen på venstrefløjen - oven i købet på bevidst falsk grundlag. Problemet var, at der ikke fandtes en stærk midterkraft, som kunne stoppe udviklingen frem mod borgerkrigen, siger han.

»Franco var ikke demokrat«

Kan man kalde Franco for en skabsdemokrat, når der gik næsten 40 år, før Spanien igen nærmede sig demokratiske tilstande?

– Nej. Da borgerkrigen var slut, kom der ingen tiltag mod demokratiske tilstande. Men der skete en mildning af diktaturet med årene. Og ikke mindst skabte Franco så meget stabilitet og økonomisk vækst, at det begrænsede det kaos, man kunne frygte ved overgangen til demokrati efter hans død, siger han.

– Franco udtalte sig sjældent om, hvad han mente, der skulle ske efter hans død. Han havde næppe demokrati som et mål, men jeg tror, at han efterhånden indså, at overgangen til det var uomgængeligt.

Du tilskriver overgangen til demokrati som Francos fortjeneste - men der var vel et demokratisk opbrud i 1970'er i blandt andet fagbevægelsen, partierne og i de såkaldte »arbejderkommissioner« på arbejdspladserne, der tvang en demokratisk udvikling igennem?  

– Der var en stor og demokratisk opposition, der voksede sig stærk i de år. Men arbejderkommissionerne var domineret af kommunisterne. De - kommunisterne - var de mest konsekvente modstandere af Franco i alle årene, men de var også en konstant antidemokratisk kraft.

Kommunister har forsvaret østblokkens mangel på demokrati med ydre og indre trusler. Er der ikke her en slående lighed til din argumentation for Francos kup og diktatur?

– Forskellen er, at de østeuropæiske regimer ikke stod overfor nogen reel trussel vestfra. Men anarkiet, lovløsheden og den sovjetiske indflydelse i den republikanske regering var ikke imaginær. Der var selvfølgelig forskelle inden for den republikanske lejr. Franco håbede først, at konservative og katolske kræfter kunne slå folkefronten tilbage, men uden held. Han var faktisk ret tilbageholdende, siger David Gress.

Læs kronikken »Den (u)undgåelige krig«  på David Gress' hjemmeside

Se også linksamlingen »Den spanske revolution og borgerkrig 1936-1939«på Modkraft.dk